Baggrund
Fællesarrangementer for eleverne i skoletiden skal bidrage til at variere skoledagene, understøtte elevernes faglige, personlige og sociale udvikling og styrke sammenhængskraften på skolen og skal være med til at skabe grobund for sammenhørighed, tværfaglighed, dannelse og mulighed for at danne relationer på tværs af klasse og årgang.
Fællesarrangementer er vigtige for afdelingernes/skolens kulturoverlevering. Desuden kan fællesarrangementer være med til at skabe den gode historie om skolen og bringe den ud i lokalområdet.
Mål
• At skabe genkendelighed og sammenhæng for eleverne gennem deres skolegang
• At eleven oplever at være en del af et fællesskab (klasse, årgang, skole)
• At eleven får en forståelse for skolens kultur og traditioner - noget der gentages år efter år.
Tiltag
Vi ønsker at markere overgange og højtider i skoletiden og at deltage i kommunale og
landsdækkende aktiviteter.
Forslag til fællesaktiviteter, som afholdes på Vestermarken og/eller Skovbakken i løbet af skoleåret:
• første skoledag
• motionsdag
• Lucia-dag
• julearrangement/juleklippe-dag
• julegudstjeneste
• fastelavn
• 100 dages fest
• emneuger og skolefest
• festivaldag
• sommerudflugt
• sidste skoledag
• trivselsdag (Odder Fælles Elevråd)
Yderligere er morgensang og møde mellem/med besøgsklasser tilbagevendende aktiviteter
gennem året.
Vi tilstræber at have mindst en årlig samlende aktivitet for skolen (elever, lærere og forældre).
Det kan f.eks. være en skolefest, markedsdag eller festival. Vi inddrager så vidt muligt eleverne i at forberede og afvikle fællesarrangementerne.
Evaluering
Skolebestyrelsen evaluerer princippet for fællesaktiviteter for elever i skoletiden i lige år eller efter behov. Det bemærkes at traditioner ikke skabes på kort tid, men skal bundfældes i løbet af flere år.
Vedtaget april 2023