Baggrund
Vi danner klasser i 0. klasse og igen i 7. klasse. Vi sammensætter klasserne ved overgangen fra børnehave til skole og igen ved sammenlægningen mellem afdelingerne ved overgangen fra 6.-7. klasse. Klassedannelse sker på baggrund af Folkeskolelovens § 25.
Mål
At klasserne dannes med fokus på at skabe inkluderende fællesskaber og læringsmiljøer. Det tilstræbes at skole og forældre oplever, at måden, vi sammensætter klasserne på, skaber grobund for, at vi kan efterleve folkeskolens formål. Måden, vi sammensætter klasserne på, spiller en væsentlig rolle, hvorfor vi tilstræber at planlægge denne så velovervejet som muligt.
Generelt for klassedannelse:
Det er skolen som træffer beslutningerne på baggrund af følgende hensyn:
- Inkluderende fællesskaber
- Nogenlunde lige store klasser
- Jævn fordeling af drenge og piger
- Gruppedynamikker
0. klasse
Klasserne dannes med fokus på at skabe inkluderende fællesskaber.
Derfor sættes eleverne sammen på baggrund af viden fra forældre og de institutioner, børnene kommer fra. Det sker i et samarbejde mellem børnehaveklasselederne, SFO-pædagoger og den pædagogiske leder af indskolingen, som har ansvaret for at indsamle relevant viden og information i bestræbelse på at skabe sammenhæng for den enkelte elev i overgangen fra børnehave til skole. Relevant viden fra sundhedsplejerske, tale-/hørekonsulent og psykolog formidles mellem Børnefamiliecentret og skole, når forældrene har givet samtykke.
7. klasse
Klasserne dannes med fokus på at skabe inkluderende fællesskaber og læringsmiljøer.
I 7. klasse sammensætter vi de nye klasser i et samarbejde mellem afgivende og modtagende klasselærere og den pædagogiske leder af mellemtrin og udskoling. Den pædagogiske leder har ansvaret for at indsamle relevant viden og information i bestræbelse på at skabe gode gruppedynamikker og dernæst sammenhæng for den enkelte elev i overgangen fra mellemtrin/oplandsskole til udskoling.
Uventet klassedannelse
Der kan være forhold på skolen, som gør, at vi er nødsaget til at danne nye klasser på andre årgange end de beskrevne. Det kan være ved stort optag eller afgang af elever, så klassens størrelse er uhensigtsmæssig i forhold til at understøtte folkeskolens formål og skolens samlede ressourcer. I disse tilfælde er det yderst vigtigt at sørge for at holde forældrene godt informeret for at understøtte en klassedannelse i henhold til de generelle principper. Skolebestyrelsen skal også orienteres om årsagen til den uventede klassedannelse. Det er skolens ledelse, der har ansvaret for at inddrage forældrene.
Klasseskift
Det er ikke praksis, at man kan skifte klasse. Det sker kun i helt ekstraordinære tilfælde, og hvis der er tungtvejende grunde til det. Et klasseskifte er en ledelsesbeslutning, som vil ske i dialog med klassens lærere, pædagoger og elevens forældre.
Er vi nødt til at lade en elev skifte klasse, kan det ske, når vi har hørt og orienteret den/de berørte elev(er).
Evaluering
Skolebestyrelsen evaluerer princippet for klassedeling hvert andet år i september måned (i ulige år), så vi kan varsle eventuelle ændringer ved introduktionsmøder for kommende forældre.
Vedtaget 27.10.2025
